Stramt udtryk

Anna Grethe Aaen (f.1950) svigter heller ikke i år. Hendes store malerier domineres oftest af blå, turkis eller grøn; i nogle få med bittesmå funker af rødt, som for at antyde muligheden af menneskelig tilstedeværelse. Bortset fra nogle færøske motiver kan hendes landskaber som regel opleves uden ønske om eller behov for nogen konkret lokalitet. Det vigtige er forholdet mellem den modtagende Jord og det livgivende lys, den gryende eller svindende dag. Kunstneren synes at have strammet grebet om de billedmæssige udsagn endnu mere hen imod minimalistiske. Selvom der hverken er tale om romantik eller tilnærmelsesvis om guldalder, fristes man til ordene "besjæling" eller "lutring". Anna Grethe Aaens udtryk er forbløffende præcist.

Af Preben Winther, uddrag af anmeldelse fra Solvognen, Odense. Udstillingen ses frem til den 3. april 2011.

Dvælesteder og andre steder

- om Anna Grethe Aaens kunst.

I ældre landskabsscenerier optræder ikke sjældent en ensom vandrer, der på beskuerens vegne betragter eller færdes i den storladne natur. I Anna Grethe Aaens malerier er der ingen stedfortræder. De er ganske mennesketomme. Foran dem står vi helt alene, overladt til vores egen dialog med landskabet.

Billederne fremviser dog ofte diskrete, men umiskendelige tegn på menneskers tilstedeværelse og virke. Der bor nogen. Man har kystsikret, for den sartlilla form, der skyder sig ud fra forgrunden og sønderskærer fjordens flade, er en høfde. Man dyrker jorden, for de rødmende bakker under morgenhimlen er marker; spændte står de op imod den gryende dag. Vi får dog aldrig lov at komme tæt på møjsommeligheden og sliddet for det daglige brød. Om realisme eller naturalisme er der slet ikke tale.

Udsyn og høj himmel har altid nærmest været en livsnødvendighed for Anna Grethe Aaen. Hun er født og opvokset på landet i Vendsyssel, og nogle års ophold i Grønland har kun forstærket behovet for optisk og mentalt albuerum. Derfor finder vi også tit en lav horisontlinie i hendes billeder, eller vi kan fortabe os i illusionen om vældige dybder og afstande. Hvert eneste af hendes landskabsmalerier er i knivskarp balance. På den ene vægtskål ligger afbildningen og fortolkningen af det sete og sansede, på den anden ligger abstraktionen. Der er ingen overflødige detaljer, og hendes billedmæssige økonomi er så stram, at det nærmer sig minimalisme. Det er essensen, hun går efter. Landskabets destillat.

Hendes titler er da også oftest generelle og upræcise. Med hensyn til lokaliteten. Hvad angår klokkeslæt, årstid og lys, fortæller de imidlertid langt mere. ”Landskab i skumring”. ”Gul fjord”. ”Forårslandskab”. Eksemplerne er utallige. Enkelte gange lader kunstneren sig forlede til en stedsangivelse; trods dét virker det i bund og grund ligegyldigt, hvor sansningen har haft sit afsæt. Det vi oplever er indbegrebet af en dansk kyst, sø, bakke og fjord, eller et grønlandsk sneøde. Ikke som de reelt ser ud, men som Anna Grethe Aaen har set dem, og som hun får os til at opleve, at vi ser dem i vores forestillinger og drømme. Den maleriske tilgang til stoffet er umiskendeligt nutidig. Kunstneren forlener dog sine motiver med kvaliteter, der samtidig signalerer oprindelighed. Tidløshed. Anna Grethe Aaens sensibilitet er stærkt poetisk, men tøjlet med en robust nøgternhed. Resultatet er troværdighed, både over for motivet og i det billedmæssige udtryk.

Ingen kunstner maler ud af den blå luft og uden inspirationskilder i traditionens bagland, og der kan da også trækkes tråde fra en række af moderne dansk kunsts landskabsskildrere til Anna Grethe Aaens billeder. Erik Raadal falder i tankerne, Erik Hoppe også, Niels Leergaard måske. Svend Engelunds højloftede Vendsyssel-panoramaer spøger også, men han er mere tør, lidt kantet. Selvom Oluf Høsts penselskrift og tiltagende opløsning af formerne er helt ulig Anna Grethe Aaens mere beslutsomme fasthed, er hans glødende kolorisme og naturlyriske anslag tæt på hendes. Men der er endnu en egenart hos hende, der skal nævnes. Det fulde dagslys synes ikke at interessere hende synderligt. Det er i daggryet eller i skumringen, hun finder den dybe inspiration, der bogstavelig talt driver værket, forløser det helt personlige i hende og fører hende langt ind i det eksistentielle gebet. Langt videre, end landskabsmaleriet i almindelighed giver anledning til. Det er i disse dagens yderpunkter, hun henter sine motivers iboende lys. Det er i disse overgange fra en tilstand til en anden, hun finder lejlighed til at skildre det usete liv hinsides hverdagens. Her spores et slægtskab med L.A. Ring, selvom der er et århundrede til forskel, og selvom Rings befolkede realisme med symbolistiske overtoner intet har at skaffe med Anna Grethe Aaens afklarede senmodernisme.

Kunstneren har igennem det meste af sit liv vægret sig ved at male skoven. Træerne har lukket for voldsomt for udsynet, og for øjets mulighed for flugt. I nogle af hendes billeder ser vi dog et skovbryn helt fremme i front, som et næsten grafisk, kompakt ornament i klaustrofobisk sortgrønt, med røde farvehug, nærmest som en besværgelse. Med en række billeder, hun har kaldt Dvælesteder, har Anna Grethe Aaen alligevel gradvist taget skoven ind som motiv. Her finder livets store uundgåelige møder sted – mellem lys og mørke, mellem frihed og bundethed, mellem skønt og farligt. Oprindelig var begrebet ’skønhed’ nærmest synonymt med ’sandhed’. Det er måske netop på grund af sin tiltagende bevidsthed omkring sansningens, erkendelsens og kunstens farlighed som nødvendigt afsæt for skildringen af det skønne, at Anna Grethe Aaen rammer så rent og stærkt, som hun gør med sine billeder.

Fornem landskabsmodernisme

En klokkeklar perle i Solvognen.

Traditionen tro præsenterer Solvognen værker i et sådant omfang, at det kan være svært at vælge og orientere sig. Aktuelt har jeg i denne anmeldelse valgt at fokusere på:

Motivernes iboende lys

Anna Grethe Aaen udstillede også i Solvognen sidste år på denne årstid, og gensynet er mildt sagt glædeligt. Hun er bedre repræsenteret, og udvalget af malerier er bredere. Det giver oplevelsen af hendes værker tilsvarende flere facetter.

Det fulde dagslys synes ikke at interessere Anna Grethe Aaen synderligt. Det er ved daggry eller - hellere endnu - i skumringen, at hun finder den dybe inspiration, der fører hende langt videre ind i det eksistentielle gebet, end landskabsmaleriet i almindelighed giver anledning til. Det er her, hun henter sine motivers iboende lys. Det stråler op fra Limfjordens vand eller får Ferring Søs spejlstille flade til at gløde som guld. Det kan give en rød mark netop den brand af kommende dagligt arbejde og travlhed, som kun finder belæg i beskuerens egen fantasi. Det er disse dagens yderpunkter, der giver kunstneren lejlighed til at lade kimningen brænde over bakkernes blå sne, eller forlene et skovbryn med et uset liv hinsides hverdagens. Heri ligner hun L.A. Ring, selvom der er et århundrede til forskel, og selvom Rings realisme/symbolisme intet har skaffe med den næsten stiliserede modernisme, Anna Grethe Aaen udfolder sig inden for.

Hendes landskabsfortolkninger er nok noget af det mest afklarede, vi kan finde i dag, og samtidig er de på højt niveau åbne for beskuerens egen medvirken i oplevelsen. "Smukt" skrev jeg i 2008. Jeg vil gerne gentage dette ord.

Af Preben Winther, uddrag af anmeldelse fra Solvognen, Odense. Udstillingen ses frem til den 27. marts 2009.

Galleri Saltum udsmykker nyt hospice

Igennem lang tid er der rigtig mange mennesker og foreninger, der har arbejdet for, at Vendsyssel kunne få sit eget Hospice i lokalområdet. Det nye Hospice vil indtil videre være at finde i bestående bygninger i Frederikshavn. Inden for kort tid vil der blive fundet en byggegrund, og om ca. 3 år vil der stå et helt nyt hospice et sted i Vendsyssel, sandsynligvis i Frederikshavn. Officiel indvielse af Hospice Vendsyssel blev foretaget af sundhedsminister Jakob Axel Nielsen mandag den 31. marts 2008. Det er med stor ydmyghed og glæde, at Galleri Saltum har modtaget opfordringen om at udsmykke det nye hospice, og resultatet kunne ses i forbindelse med indvielsen, fortæller Thora Nyvang Sillesen fra Galleri Saltum. Midlerne til udsmykningen er skænket af Spar Nord (alle afdelinger i Nordjylland) og Nordjyske Bank. Ida Guldhammer har fremstillet en installation specielt til Hospice Vendsyssel. Herudover er det Anna Grethe Aaen og Mogens Nielsen, der er brugt til udsmykningen. Alle er det kunstnere med rødder i det nordjyske.

Troværdighed

I nærheden hænger nogle serier landskabsskildringer af Anna Grethe Aaen (f.1950 i Hjørring). Hun kan være farvemæssigt nok så tør, når en stribe grissager kun sparsomt istemmes lidt gult, sartblåt eller grønt, og det hele er lidt diminuendo oven på Cilia.

Men inden for nogle helt personlige, stramt definerede rammer i området modernistisk landskabsmaleri fylder hun sine beskedne kærlighedserklæringer med indhold, lige til randen, og en række forelsket grønne skovbryn fremstår i sammenhængen næsten sprælske. Hendes lærreder emmer af troværdighed, både over for motivet og billedet. "Smukt" kunne være et brugbart ord.

Af Preben Winther, uddrag af anmeldelse fra Solvognen, Odense. Udstillingen ses frem til den 9. marts 2008.

Højt til himlen

Som landskabsmaler følger Anna Grethe Aaen tradidionen fra især Svend Engelund, men hendes smukke malerier i Galleri Lisse Bruun i København var endnu enklere end dennes; ofte reducerede næsten til en horisontlinje, til landskabets arketype - landskabet som en del af sjælen, som sindbilleder lagret gennet et helt livs samvær med det og reduceret for induviduel "støj" eller "salat" og - med kunstneres eget udtryk - blå søndagshimmel. "Hvor lidt kan jeg nøjes med?" synes kunstneren at spørge i en afsøgning af grænseområdet mellem landskab og abstraktion.

Farverne er afdæmpede og rigt nuancerede; ofte med et særligt lys, der trænger sig på fra kimningen eller gnistrede fra en gul kornmark mod en tordenhimmel eller som et svagt genskin fra en iskalot. De lave november- eller aprilhimle kan trods det vide udsyn give landskaberne en klaustrofobisk lukkethed - en verden, hvor menneskeheden er alene med sig selv. Bp.

Fornemmelse for lys

Anna Grethe Aaen viser under titlen "Nordiske Landskaber" en række nærværende og fint vibrerende landskabs- og naturstudier.

Trods en omfattende udstillingsvirksomhed siden sin debut på KS i 1999, er det første gang Anna Grethe Aaen udstiller i København. Det sker med en klart disponeret udstilling i Galleri Lisse Bruun, der ved åbningen kunne konstatere en klar succes, såvel målt i gæsternes antal, som et pænt salg. Dette nævnes - ikke for at drille en eventuel bankrådgiver - men for at slå hul i myten om at jyske kunstnere ikke kan sælges i København.

Anna Grethe Aaen har gjort kunststykket, måske fordi hendes billeder er bærer af en kunstnerisk ærlighed, der rækker ud over småligheder, og fordi hun er klar og afklaret i sin billedfornemmelse. Hendes værker er ikke provokerende eller fortænkte, tværtimod udtrykker de skønhed og nærhed i forhold til de valgte motiver. Og naturligt nok er landskabet en gennemgående inspirationskilde, deraf titlen, men der er mere at hente.

Der fornemmes sammenhæng og nødvendighed. Her skal males og gerne på klassiske betingelser. Brugen af oliefarve udgør en stadig inspirationskilde. Harmonier bygges op for så at brydes af et kulørstærkt farveglimt eller antydningen af en uventet form på vej ind over fladen. Hvert enkelt billede hviler i sig selv, samtidig med at det indgår i helheden.

En ildnende orange pirrer måske en ellers så rolig horisontlinje, mens et strejf af turkis trækker blikket ned i selve mødet mellem lys og mørke, mellem det skønne og det farlige. Og ja, der er meget Grønland over mange af billederne, men ikke banalt manieret, mere som en nødvendighed, et respektfuldt bud på en stilfærdig dialog mellem kunstneren og hendes omgivelser, der som inspiration trænger sig på og nødvendiggør de enkelte billeder.

Udstillingen "Nordiske landskaber" med malerier af Anna Grethe Aaen kan ses i Galleri Lisse Bruun i Store Kongensgade 99 i København frem til lørdag den 12. februar. Lisbeth Tolstrup

Landskabsmalerier

Naturen spiller en stor rolle i kunstneren Anna Grethe Aaens liv. Det vidner mange af titlerne i hendes malerier da også om - blandt andet "Nær fjorden", "Lysende sne", "Tæt på isbræ", "Istågen letter" og "Fornemmelse af verden".

Som introduktion til Anna Grethe Aaen kan man blandt andet opleve, at hendes landskabsmaleri er renset for alle overflødige detaljer til fordel for en stram horisontal komposition med den tunge jord eller den skærende is forneden og den lysende himmel foroven.

Af og til zoomer hun ind på en detalje og gengiver et mikrokosmos af farver og former, der har de samme store træk som i landskabspanoreringerne. Den stramme billedopbygning blødes imidlertid op af kunstnerens brug af farven, der lægger sig som en stofligt, nærmest mulmagtigt klæde eller et fint lysende slør over lærredet - alt efter årstiden og tidspunktet på dagen.

Anna Grethe Aaen, som er opvokset i Vendsyssel og har tilbragt flere år i Grønland, udstiller i Katuaq fra 26. marts frem til 18. april 2004.

Fornemmelser af verdenen - Om Anna Grethe Aaens billedverden

I en tid, hvor hele Danmark er ved at blive standardiseret, dialekterne ved at forsvinde og kommuner lagt sammen, er det slående, hvordan det omgivende landskab stadig spiller en meget stor rolle for vores forståelse af os selv.

Anna Grethe Aaen er opvokset i Vendsyssel. Et område af landet med store vidder, brede horisonter og en natur, man kan kalde, om ikke barsk, så i hvert fald mere usentimental og mindre pittoresk end det Nordsjælland, der med sine åbne bøgeskove er blevet indbegrebet af dansk idyl.

Når man dertil lægger den kendsgerning, at hun har tilbragt flere år på Grønland sammen med sin familie, har vi at gøre med et menneske og en kunstner, for hvem naturen uvilkårligt spiller en stor rolle i tilværelsen.

Ser man på Anna Grethe Aaens malerier, falder det straks i øjnene, at landskabet har en helt dominerende plads. Et landskab, hun har renset for alle overflødige detaljer til fordel for en stram horisontal komposition med den tunge jord eller skærende is forneden og den lysende himmel foroven. En måde at beskrive landskabet på som hun har til fælles med de store gamle klassiske modernister som Erik Raadal, Lauritz Hartz, Søren Hjorth Nielsen og, for nu at tage en anden vendelbo, Svend Engelund. Af og til zoomer hun ind på en detalje og gengiver et mikrokosmos af farver og former, der har de samme store træk som i landskabspanoreringerne.

Den stramme billedopbygning blødes imidlertid op af kunstnerens brug af farven, der lægger sig som et stofligt, nærmest mulmagtigt klæde eller et fint lysende slør over lærredet, alt efter årstiden og tidspunktet på dagen. En farvevirkning, der ofte bringer malerierne op i et stemningsleje, der ikke længere er naturalistisk, men ekstatisk sansende som i de bedste billeder af Oluf Høst. Her opløses den nøgterne registrering i en naturfølelse, der aldrig bliver sødsuppeagtig, men visionær, favnende og begejstret. I disse billeder skal Anna Grethe Aaens nærmeste åndsfæller ses i de symbolistiske landskabsmalere fra 1890´erne. Kunstnere som Vilhelm Hammershøi, Julius Paulsen og den svenske Prins Eugen, som Dronning Margrethe er meget inspireret af. Kunstnere, der alle så naturen som en klangbund for stemninger af en ofte visionær karakter.

Anna Grethe Aaens sans for at identificere sig med motivet kommer også til udtryk i hendes portrætter, der alle kombinerer en sikker farvesans med stor psykologisk indlevelsesevne. Helt fortryllende er en serie portrætter i helfigur af ældre sortklædte kvinder. "Søde Maren" kan hun finde på at kalde ét af disse malerier, som er helt ekstraordinært varme og rørende, men også aldeles usentimentale skildringer af mennesker, som har prøvet lidt at hvert i livet, men som til det sidste har bevaret deres værdighed.

Anderledes sprudlende er serien med "Korumper", hvor hun med en helt Lundbyesk indfølingsevne viser de store dyr med skjoldformede kroppe og små tynde ben trippende hen over billedfladen i en legende, næsten dansende rytme. Kærlighed og underfundighed er nogle af de ord, der falder lige for.

En sikker iagttagelseevne, en kompositorisk klarhed og koloristisk fornemmelse. En psykologisk indsigt, en underfundig humor og en visionær styrke. Jeg mener det oprigtigt, når jeg hermed skriver, at Anna Grethe Aaens kunst har været en stor og, må jeg sige, sjælden oplevelse. Nu er vendelboer jo mennesker af få ord, men så må jeg jo sige det: hun fortjener et stort og talstærkt publikum.

Hvordan opstod ideen med Ko-rumperne?

Jeg er jo en bondepige fra Vendsyssel.Der har vi langt ud til horisonten. Træer hælder slemt til siden. Og der er dyr på marken. Der er unge køer, røde køer, brogede køer og langhårede køer, men de skønneste er jerseykøerne. Dem har man mest for mælkens skyld.

Jerseykøer virker radmagre eller forslidte med tunge yvere. Og de bliver såmænd malket to gange hver eneste dag. Køerne har meget tydelige "knoklede" silhuetter. Nogle har ondt i benet og halter lidt. Andre virker frøkenagtige og tripper forsigtigt afsted. Indimellem er der nogle stykker, der danser ungdommeligt hen over græsset, men det varer kun kort.

Og så er der de dejlige haler, som er ret gode til at holde fluerne væk. Køerne føler naturligvis trang til af løfte halen for at forrette både det store og det små. Der bliver krummet ryg, og hver ko har sin helt egen måde at vinkle halen på.

Køer er meget nysgerrige. Er man ved hegnet eller på samme mark, kommer hele flokken og skal lige kigge med store våde koøjne, mens de gumler - og de har svært ved at holde på mundvandet. Så er der gode muligheder for at tegne kohoveder; men jeg venter til de har mistet interessen og går videre - og vender bagdelen til.

Jeg har valgt at holde mig til bagdelene. Og helst i modlys i et stille landskab. Måske er regnen på vej, for da vender alle køernes rumpe samme vej, nemlig lige mod vinden!

Korumperne er malet med neopastel i få farver, suppleret med blyant og viskelæder. Anna Grethe

Det har været meget svært at vælge billederne til vandreudstillingen: Skulle jeg vise mine landskaber med rapsmarker og høje himle? Skulle jeg vise mine portrætter af gamle mennesker? Eller skulle jeg udstille mine korumper eller risikøer?

Jeg har været meget i tvivl, men valgte min sidste nye serie, som jeg har kaldt "Dvælesteder". Inspirationen er skoven. Forhistorien er ganske kort: jeg er så heldig at være født i Vendsyssel, hvor der er højt til himlen, og det er helt almindeligt, at man kan se enormt langt. Trangen til udsyn er ydermere forstærket gennem et par år i Grønland.

Skoven derimod har jeg følt kvælende, og jeg er næsten altid gået i baglås, når jeg har villet male den. Alligevel kan jeg ikke nære mig. Se på Dvælestederne og få en smule fornemmelse af, at jeg nærmer mig skoven mere og mere. Måske vil det en dag lykkes mig at male skoven indefra!

Fra et interview i Randers Amtsavis 16.06.01 omkring en udstilling i Mariager har vi plukket: Billederne er farverige og enkle, og motiverne er mest landskaber og gamle mennesker.

- Jeg brænder for gamle mennesker. Jeg kan godt lide, at man kan se, at de har levet og fået de skrammer og ar som livet giver. Der er mere at gøre med hos gamle mennesker. Unge mennesker er alt for glatte og uinteressante uden karakter.

Anna Grethe Aaen viser rundt mellem malerier. De gamle mennesker er inspireret af hendes barndoms familiebilleder.

- Jeg bruger deres statur fra fotografierne. Men ellers det det mere, som jeg husker dem.

Anna Grethe Aaens billeder er meget enkle:

- Jeg maler ikke fotografisk, for så kunne jeg jo lige så godt fotografere. Men jeg bruger nogle elementer fra virkeligheder, og billederne er så min egen fortolkning.

Hun tøver et øjeblik:

- Du skal ikke skrive en hel masse om udstillingen. Jeg hader floskler. Så må vi sortere flosklerne fra.

Også Anna Grethe Aaen sorterer fra:

- Når jeg maler landskaber er det ofte kun himmel og jord, ingen huse og træer og den slags. Det kæmper jeg meget med.

Men er det ikke nemmere at male enkelt end med mange detaljer?

- Nej faktisk ikke. Det er sværere at smide væk end at tage alt med. Det er heller ikke ligegyldigt hvilke farver, man bruger, og hvor store tingene er i forhold til hinanden. Og nej - jeg har ikke mange søndagshimle. Jeg kan bedst lide noget foruroligende, noget med torden.

- På påskeudstilling i år kom der flere tusinde billeder, men kun 36 blev optaget. Deraf havde jeg fire. Det giver et skulderklap, en slags stempel. Så tør jeg godt vise mine billeder.

Tør du ellers ikke det?

- Jo, men det er en blottelse. Der kan naturligvis ikke ske noget ved det, men det er alligevel meget privat og personligt. Jeg føler, jeg udstiller det indvendige af mig selv.